Studentermedhjælper:

Spirerende formidler til human univerz


Er du passioneret for formidling, sprog og sociale medier? Insisterer du på et højt sprogligt niveau? Vil du føle dig godt til rette i en vækstvirksomhed i et større kontorfællesskab, hvor alle er ’en for alle og alle for en’? Så er du måske vores nye kollega hos HUMAN UNIVERZ. Vi leder efter en ansvarsfuld studentermedhjælper til kommunikation samt kontor- og administrationsopgaver.

HUMAN UNIVERZ er en hurtigvoksende Gazelle-virksomhed. Vi sikrer succesrige forandringer hos vores kunder, når de skal implementere IT-systemer, skabe adfærdsændringer eller håndtere store projekter. Sammen er vi fire konsulenter, to backoffice-medarbejdere, en deltidsgrafiker og en række tæt tilknyttede freelancere. Du vil blive en del af vores kontor i Kødbyen.

Hvad er opgaven?

En af dine primære opgaver vil være at dele vores viden om forandringsledelse, kundecases, konferencer m.m. via blogindlæg, nyhedsbreve og sociale medier samt generelt sikre et højt sprogligt niveau i vores konsulent- og kursusmateriale i samarbejde med resten af holdet.

Derudover skal du hjælpe med nogle af vores kontoropgaver – eksempelvis forberede og pakke materialer for vores konsulenter, sikre at vi har de rigtige ting på lager samt være med til at styre vores interne opgaveoversigt og kalender. I HUMAN UNIVERZ hjælper vi hinanden med at nå vores fælles mål, og derfor vil der også være ad hoc-opgaver, som du skal hjælpe med.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du er i gang med din bachelor eller lige er startet på din kandidatuddannelse. Du skriver og taler dansk og engelsk på et højt fagligt niveau, og du er en dygtig kommunikator og koordinator.

Hos os får du et stort ansvar. Brænder du for dit fag, kan organisere dine opgaver og arbejdsdag - og er du struktureret, selvstændig og ikke bange for at tage fat, så er det lige dig, vi søger.

Vi forventer, at du kan arbejde op til ca. to dage om ugen – med mulighed for fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder.

Sådan søger du

Vi mangler dig allerede. Send din ansøgning og CV hurtigst muligt til job@humanuniverz.com.

Ansøgningsfrist: 14. januar.
Arbejdssted: Flæsketorvet 68, 1711 København V

Har du spørgsmål, kan du kontakte Mikkel Sørensen på mikkel@humanuniverz.com eller +45 22 63 23 32.